ForsideTuristbuskørselDanske Busvognmænd har vokseværk

Danske Busvognmænd har vokseværk

Alene i 2018 har seks busvirksomheder meldt sig ind i Danske Busvognmænd. De nye medlemmer tæller Arriva, Vester Skerninge Biler, Århus Minibusser, Horsens Turistfart, Bustrafikken.dk og Besa Bus. Sammenhold i busbranchen gør foreningen stærkere både i forhold til Christiansborg og trafikselskaberne rundt omkring i landet.

19-04-2018
Danske Busvognmænd repræsenterer intet mindre end 21 % mere af busmarkedet end i 2017. Det skyldes bl.a., at Arriva med over 1.000 rutebusser på landsplan er blevet medlem.

Det går den rigtige vej med medlemstallet i Danske Busvognmænd, der alene det sidste halve år har kunnet tilføje 13 nye busvirksomheder til medlemslisten. Opkøb, fusioner og konsolideringer betyder, at antallet af virksomheder i Danmark, der udfører buskørsel, bliver færre, men større. Alligevel kan Danske Busvognmænd præsentere en stigning i antallet af medlemmer i begyndelsen af 2018.

Opgør man antallet af busser i Danske Busvognmænds medlemsskare, er stigningen ganske betragtelig. I begyndelsen af 2017 rådede Danske Busvognmænds medlemmer tilsammen over 5200 busser. Dette tal er nu vokset til 6300 – en vækst på intet mindre end 21 %.

Den bemærkelsesværdige stigning skyldes, at flere af de nye medlemmer udgøres af virksomheder som Arriva – der råder over flere end 1.000 busser på landsplan – mens indmeldelsen af Vester Skerninge Biler og Århus Minibusser også føjer flere hundrede busser til foreningens medlemsskare.

Taler for en samlet branche
Michael Nielsen, adm. direktør i Danske Busvognmænd, glæder sig over hvert nyt medlem. Han understreger samtidig vigtigheden af, at Danske Busvognmænd kan tale for en samlet branche over for politikere og embedsmænd, hvad enten det drejer sig om beslutningstagere på Christiansborg, hos trafikselskaberne eller i kommuner og regioner:

”Med de nye medlemmer i foreningen repræsenterer Danske Busvognmænd en samlet busbranche i hele Danmark. Vi arbejder for alle slags virksomheder i Danske Busvognmænd – både dem med 1.000 busser og dem med en eller fem busser i garagen. Det giver os mere vægt, når vi kan repræsentere en så stor del af den samlede busbranche som muligt. Og det gør vi med de seneste mange indmeldinger i Danske Busvognmænd,” afslutter Michael Nielsen.