ForsideHandicap- og specialkørselLockout: Trafikselskaberne skal melde ud

Lockout: Trafikselskaberne skal melde ud

Både Movia og Nordjyllands Trafikselskab har nu meldt ud, hvordan operatører og ordregiver skal forholde sig i forhold til den planlagte kørsel, der ikke kan aflyses med rettidigt varsel i tilfælde af lockout eller strejke. Andre trafikselskaber og ordregivere bør følge trop.

13-04-2018

Udmeldingerne om lockouter og strejker har sat ordregiverne af buskørsel i en svær situation. For ofte kan bestemmelser i kontrakterne om varsel og aflysning af kørsel til de lukkede institutioner ikke overholdes, såfremt operatørerne skal stå klar i tilfælde af, at konflikten på arbejdsmarkedet alligevel ikke udmønter sig til strejke eller lockout.

Adm. direktør i Danske Busvognmænd Michael Nielsen er glad for, at to trafikselskaber nu har taget stilling til, hvorledes man som ordregiver skal forholde sig til den varslede konflikt:

”Vi har modtaget besked fra både Movia og Nordjyllands Trafikselskab om, at den planlagte kørsel for institutioner, der rammes af konflikten, og som ikke kan aflyses med kontraktens aftalte varsel, skal afregnes. De meldinger er vi naturligvis galde for, og vi kan kun opfordre de andre trafikselskaber og offentlige ordregivere til at følge trop,” udtaler Michael Nielsen.

Såfremt du som busvognmand har kontrakt med det offentlige, som kan berøres af konflikten, bør du læse kontraktens betingelser igennem med særligt fokus på aflysningsvarsel og bortfald af afregning.