ForsideHandicap- og specialkørselIngen bremsefejl ved årets Dana Cup

Ingen bremsefejl ved årets Dana Cup

Dana Cup blev skudt i gang 23. juli, dette år med stor fokus på bussernes bremseevner. Politiets tjek af de anvendte busser viste dog ikke en eneste bremsefejl.

26-07-2018

Ved Dana Cups start 23. juli, blev en massiv kontrol af arrangementets anvendte busser udført. Kontrollen blev udført under stor medieovervågenhed i kølvandet af sidste års resultater, hvor politiet indkaldte en lang række busser til syn, på trods af at flere af dem netop var blevet godkendt i synshallen. Som svar på dette, igangsatte Danske Busvognmænd en række initiativer der satte fokus på løbende at få tjekket bremserne samt at busvognmanden dagligt har fokus på at tage de nødvendige foranstaltninger, således at busserne til enhver tid er sikre når de transporterer tusindvis af passagerer året rundt.

Piben fik da også en helt anden lyd ved dette års Danacup kontrol. Her blev ikke en eneste bremsefejl fundet, hvilket vækker tilfredshed hos politiassistent Lars Eriksen fra Tungvognscenter Nord. "Resultatet er klart tilfredsstillende, og det er yderst positivt, at branchen har lavet disse tiltag." Derudover peger Lars Eriksen på, at dialogen med busvognmandsbranchen har været afgørende. "Den dialog, vi indgik med branchen efter kontrollen ved Dana Cup sidste år, har båret frugt."
 
De positive resultater kommer ikke som en overraskelse for adm. direktør i Danske Busvognmænd, Michael Nielsen. "Politiets kontrol er gået nøjagtigt som forventet. Det er naturligvis glædeligt, at kontrollen er forløbet uden fund af bremsefejl, men det kommer på ingen måde bag på mig. Denne branche er fyldt med dygtige folk som tager sikkerhed meget alvorligt.” Michael Nielsen nævner dog også, at det gode resultat ved denne kontrol naturligvis ikke er nogen garanti for at der ikke i fremtiden findes fejl på nogle busser, da der under den daglige kørsel kan ske uforudsigelige fejl. “Det væsentlige er at gøre alt hvad vi kan for at minimere denne risiko.”
 
Hos arrangøren, Dana Cup, er det også ganske åbenlyst, at sikkerheden er i højsædet. "Vi har gjort alt, hvad vi kan, for at det skal være sikkert at køre med de busser vi benytter i år," lyder det fra Jette Andersen, direktør for Dana Cup.

Læs mere om bremsekontrollerne via disse links:
Nordjyske - Politi tjekker bremser på Dana Cup-busser: Sådan er resultatet
DR - Glade politifolk: Bedre styr på bussikkerhed til Dana Cup