ForsideTuristbuskørselFartbøder kræver, at man overtræder fartgrænsen

Fartbøder kræver, at man overtræder fartgrænsen

Retsordfører i Venstre deler Danske Busvognmænds opfattelse af politiets uretmæssige fartbøder til busvognmænd, som overholder fartgrænsen: "Når man får en bøde, så skal man i det mindste have en formodning om, at man har begået noget ulovligt," udtaler Preben Bang Henriksen til TV2 Nord. Nu har transportudvalget hasteindkaldt justitsministeren til samråd for at finde en løsning på problemet.

18-04-2017

TV2 Nord bragte 2. påskedag og torsdag d. 21. april indslag om politiets uberretigede fartbøder til busvognmænd, som overholder fartgrænsen.

Se indslaget her.

"Det er så tåbeligt, at man i dagens Danmark har så meget teknik, og så falder det her fuldstændig til jorden," udtaler Jørn Pedersen, formand for turistsektoren i Danske Busvognmænd. Selvom bøderne kan annulleres, kræver det ekstra arbejdstid for busvognmændene. "Vi har mange gøremål i vores forretning hver især, og så er det ekstra byrder at rede de her bøder ud," forklarer Jørn Pedersen, der kan berette om en vognmand, som modtog hele 11 uberettigede bøder på en enkelt dag. Det tager ca. 35 minutter at få en bøde anulleret på virk.dk.

"Det er helt meningsløst, når politiet deler bøder ud for fuldstændig lovlig adærd. Busvognmænd der har en tempo 100-tilladelser har jo ikke gjort noget ulovligt, når de lader bussen kører 100 km i timen," supplerer adm. direktør i Danske Busvognmænd Steen Bundgaard, som i udsendelsen bakkes op af Preben Bang Henriksen, retsordfører for Venstre:  

"Vores bødesystem skal være sådan indrettet, at når man får en bøde, så skal man i det mindste have en formodning om, at man har begået noget ulovligt, og det ser jo ikke ud til at være tilfældet her," udtaler Preben Bang Henriksen til TV2 Nord.

Det er Danske Busvognmænds vurdering, at stort set alle busvognmænd, der har modtaget politiets fartbøder, har en tempo 100-tilladelse til den pågældende bus.