DB indgår aftale med tungvognsspecialisten.dk
Danske Busvognmænd har indgået aftale med tungvognspecialisten.dk om rådgivning på køre- og hviletidsområdet. Aftalen giver DB’s medlemmer adgang til telefonisk rådgivning hos to eksperter med mange års erfaring fra Rigspolitiets Tungvognssektion.
For at sikre den bedst mulige rådgivning på køre- og hviletidsområdet, har Danske Busvognmænd fra 1. januar indgået en aftale med TungVognsSpecialisten.dk. Bag dette navn gemmer der sig to tidligere medarbejdere fra Rigspolitiets Tungvognssektion, Carl Peter Frederiksen og Henrik Brunstedt.
Steen Bundgaard, direktør i Danske Busvognmænd, - Danske Busvognmænds aftale indebærer, at foreningens medlemmer har adgang til direkte telefonisk rådgivning fra de to køre- hviletidseksperter. Som medlem behøver man blot ringe til DB’s sekretariat, hvorefter man vil blive viderestillet direkte. Steen Bundgaard forklarer, at al telefonisk rådgivning er gratis for det enkelte medlem. Det betales af Danske Busvognmænd, - Vi håber med denne aftale, at de spørgsmål om køre- og hviletid som medlemmerne har, kommer frem, og at alle får klarhed over, hvad reglerne går ud på.
Mulighed for abonnementsordning…
Ud over denne hotline service, kan den enkelte vognmand også tegne en forebyggende abonnementsordning med TungVognsSpecialisten.dk. En sådan ordning indebærer, at Carl eller Henrik besøger virksomheden en eller to gange om året for at lave et køre- og hviletidscheck. Denne abonnementsordning betales af det enkelte medlem og aftales direkte med TungVognsSpecialisten.dk.
…og vejledning i forbindelse med virksomhedskontrol
Carl og Henrik yder også konkret rådgivning i forbindelse med en virksomhedskontrol. De sørger for at sagen bliver skåret til og hjælper dig med at undgå de helt overflødige bøder, f.eks. køreskiver, der er mangelfuldt udfyldt. Det koster ellers 3000,- kr. til chaufføren og 6000,- kr. til vognmanden for blot en enkelt skive. Den type rådgivning betales også af det enkelte medlem. |