ForsideKollektiv trafikCityline giver plads til alle

Cityline giver plads til alle

Nordens travleste buslinje skifter ikke blot navn. Med et nyt udseende og et led på bussen øger linje 5C (tidligere 5A) kapaciteten med over 40 % i spidsbelastningen. De turkisblå busser blev indviet til formiddag og ruller ud søndag nat.

21-04-2017

Den nye Cityline, som erstatter 5A i København, var fuld, da den på sin jomfrutur kørte fra Herlev Hospital mod Rådhuspladsen. Heldigvis var der plads nok til de mange passagerer i den 18 meter lange ledbus som øger passagerkapaciteten på den travle linje 5C  fra 82 passagerer til 147.

De 37 ledbusser er MAN Lion’s City GL CNG med en længde på 18,7 meter, 5 dob-beltdøre 290 HK og en totalvægt på 28.000 kg. Der er plads til 37 siddende og 110 stående passagerer. Udover at være CO2-neutrale i drift udleder de nye busser 72 pct. mindre NOx og har 33 pct. mindre udledning af partikler end de nuværende busser på linje 5A.

Busserne fra MAN kører på biogas og byder på mere plads og nemmere rejse for de mange passagerer. 5C har nemlig det man kalder frit flow, så man frit kan gå ind og ud af bussens fem dobbeltdøre. Dørene kan man selv åbne ved at trykke på en knap på siden af bussen, ganske som man kender det fra S-tog. På dele af ruten kører Cityline også i sit eget spor, så busserne kan komme hurtigt gennem trafikken og forbi bilkøerne.

”I Herlev bliver vi flere borgere, og der investeres milliarder i bl.a. udbygning af Herlev Bymidte og Herlev Hospital. Den nye buslinje bliver uden tvivl et aktiv for kommunens borgere, erhvervsliv og ikke mindst Herlev Hospital, kommunens største arbejdsplads, hvor bussen får endestation”, siger Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev og formand for Movias bestyrelse. Han bakkes op af Tårnbys viceborgmester Allan Andersen:

”Linje 5C betyder bedre og nemmere busbetjening. I Tårnby Kommune har busdriften stor betydning for manges hverdag, da den skinnebårne trafik ikke er tilgængelig alle steder. Linje 5C er et godt bud på fremtidens busdrift”

Fra 5A til 5C: Den første linje 5-bus så dagens lyst 24. april 1972. Dengang afløste den sporvogn 5 på samme rute. Ny opgraderes den travleste linje i København igen med buslinje 5C. 5A har ca. 20 mio. årlige passagerer. Med lanceringen af linje 5C forventes en passagervækst på 5 pct. svarende til ca. 1 mio. passagerer årligt. Til sammenligning havde Københavns Lufthavn 29 mio. passagerer i 2016.

På dele af ruten kører Cityline – som det kendes fra flere BRT-koncepter – i sit eget spor, så busserne kan komme hurtigt gennem trafikken og forbi bilkøerne. Det gavner passagerernes hverdag såvel som samfundsøkonomien:

”Danskerne spilder dagligt tusindvis af timer i trafikkøer. Det koster samfundet milliarder hvert år. Med 5C Cityline har vi med enkle, effektive og relativt billige midler forbedret rejsetiden og reduceret trængslen. Cityline er skabt til at udnytte vejene bedre”, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.

De 37 5C-busser ruller ud i køreplanen søndag nat.

Der var stor interesse for de nye Citylinebusser, som adskiller sig fra A-busserne ved at være turkisblå - og den del længere.
Cityline er basseret på Movias bagvedliggende +Waykoncept, som er Movias bud på højklassede busløsninger inspireret af BRT..